Bohinjsøen og Salzburg

Mandag d. 30 maj.

Står vi tidligt op oppe i tågerne og triller med beskedne 10 km/t. hele vejen ned igen ad en meget smal og stejl grussti. Vi sætter nu kurs mod Bohinjsøen. På vejen bliver vi opholdt af nogle vejarbejdere, der er igang med at asfaltere den eneste vej mellem os og Bohinjsøen. Heldigvis går der ikke 10 minutter, inden vi sammen med en tysk motorcyklel-karavane kan trille videre på den friskasfalterede vej. Omkring kl. 12 ankommer vi til den smukke sø, der ligger midt i National Park Triglavski - Sloveniens eneste nationalpark. Fra byen Stara Fuzina begiver vi os afsted på en vandretur til vandfaldet Slap Mostnice. Hele vejen op til vandfaldet fulgte man floden, der har skabt meget karakteristiske klippefordybninger, hvor det er tydeligt, at vandet har gravet sig frem mellem klipperne og skabt tiltider meget smalle og meget dybe fordybninger i klipperne, der har formet sig efter vandet. På vejen kom vi også forbi 'Elefanten' - en stenfigur der er opstået gennem flodens errossion af klipperne. Et hundrede meter inden vandfaldet lå der en hyggelig bjergrestaurant med traditionelt slovensk køkken. Her fik Stine en svampesuppe, og jeg fik pølser med kartoffelsalat. Højdepunktet på hele turen var dog de geder, som de holdte i en indhejning ved siden af restauranten. Her var der en majsautomat, hvor vi købte tørrede majs til de to geder. Jeg havde fuldkommen glemt barndommens glæde ved at fodre dyr, hvilket jeg ofte gjorde med Oma og Opa i Steinwasenpark i Freiburg, hvor de holder vildsvin og kronvildt. Det var i hvert fald udmådeligt sjovt, at se de to geder slikke majskorn op med deres lange tunger. En af gederne med lettere spastiske træk så, så nuttet ud at vi valgte at døbe den Lille-Lars. Hvis der er nogle, der hedder Lars, som skulle læse dette blogindlæg, vil jeg gerne forsikre denne om, at valget af netop dette navn hverken knytter sig til nogen bestemt relation eller i øvrigt har en rationel forklaring. Når det er sagt, så var Lille-Lars i hvert fald noget af en humør-bombe i den forstand, at hans ansigtsmimmik fik vores humør til at stige gevaldigt.

Som to børn der lige har opfundet en meget sjov leg, og ligesom legen er ved at tage overhånd, af de voksne får at vide, at nu er det en god ide at stoppe, mens legen er god, løsriver vi os fra gederne og begiver os afsted mod vandrerutens egentlige mål: Slap Mostnice. Jeg har set størrere og mere imponerende vandfald end dette, som f.eks. Månafossen ude for Stavanger, men her drejede det sig for mig mere om selve turen og ej at forglemme alle de gode gastronomiske oplevelser som fulgte med;) Vi kom nemlig på tilbagevejen også lige forbi en anden bjergrestaurant, som havde et opsigtvækkende udvalg af kager, hvortil en visuel inspektion efter vores vudering desværre ikke var fyldestgørende. Nej, inspektionen måtte nødvendigvis indbefatte en konsumption i samarbejde med et væskeindtag i form af henholdsvis kakao og tyrkisk kaffe (hvilket efter min vudering egentlig bare er kaffe med kaffegrums i... )

På fyldte maver og trætte ben ankom vi til Paula hen ad aftenen. Vi kørte hen til en billig holdepalds ved en skilift 5 km. fra Stara Fuzina med toilet, el og vand, hvilket jo er grundpræmisserne for et tilstrækkeligt civiliseret liv i den vestlige verden, så der var ikke noget at klage over.

Tirsdag d. 31. maj:

Tog vi bussen til Bohinjsøen, hvor vi sponstant besluttede os for at leje en kano. Det var dejligt at opleve Triglavski Nationalpark fra vandet til afveksling. Efter en halv time var vi blevet lidt brødflove, så vi lagde til med kanoen ved en lille stenstrand, hvor vi spiste vores madpakker, og jeg drak min sidste festbier. Efter en times roning mere besluttede vi os efter en lille snickerspause for at krydse søen ret før indmundingen til lagunen i bunden af søen og sejle tilbage langs med den anden side af kysten. Efter en skøn tur, som også godt kunne mærkes i armene, afleverede vi kanoen og tog os en hurtig dukkert fra en badebro tæt på kanoudlejningen. Vandet var rimeligt friskt, så vi lå ikke og svømmede meget rundt. Jeg formoder, at det er fordi, der er mange af de iskolde bjergkilder, der løber ud i søen. Herefter tog vi bussen tilbage til Paula og kørte tilbage til vores faste holdeplads fra gårsdagen ved skiliften. Vi gik tidligt i seng, fordi vi skulle køre hele næste dag. Vi var i morges blevet enige om, at vi trængte til nogle kendte omgivelser, og lidt forudsigelighed mht. hvor vi kunne tanke vand, have adgang til toiletter, bruser etc. Derfor havde vi besluttet at køre stille og roligt mod Oma og Opa i Schwarzwald. Jeg kunne personligt mærke, at jeg var blevet lidt træt af hele tiden, at undersøge hvor man skulle tage hen for at få nogle gode oplevelser, men også at undersøge hvor der var gode holdepladser til rimelig pris. I Schwarzwald kender jeg omgivelserne og ved hvor de gode holdepladser er. Desuden er der også en masse sjove ting, som man kan lave dernede.

Onsdag d. 1. juni

Begav vi os altså afsted på den videre færd og krydsede efter ca. 1-2 timers kørsel grænsen til Østrig, hvor de i modstæning til slovenerne faktisk havde en grænsevagt, som gjorde det tydeligt, at vi måtte krydse grænsen ved at vinke os over. Selvom vi har haft vores uoverenstemmelser med ordensmagten i Slovenien, efterlader landet sig dog stadigvæk overvejende positive erindringer i min hukommelse. Slovenien er efter min mening nok det mest hyggelige og naturskønne land, vi har været i, og de lokale (bortset fra politiet) har alle været meget behagelige og behjælpelige. Jeg tror klart, at det er et af de lande, jeg vil overveje at udforske nærmere på en anden ferie (måske endnu et roadtrip - hvem ved...?). Østrig var også meget smukt at køre igennem. Frem for alt alperne er virkelig smukke, og de stejle og spidse bjergtinder på rad og række ligner bjerge, som de skitseres i tegnefilm. Vi fik dog hovedsaligt kun set Østrig gennem bilruden. Vi var på dette tidspunkt af turen begge udmattede af livet i bilen, mættet på oplevelser og i vores hoveder indstillet på at komme til Schwarzwald i mere trygge rammer. Om aftenen havde vi besvær med at finde en god holdeplads, da den vi oprindeligt havde besluttet os for, viste sig at være en del dyrere, end vi havde regnet med, og vi skulle ovenikøbet betale for brusere. Efter megen kørsel frem og tilbage i omegnen, endte vi med at tilbringe natten på en parkeringsplads i en ikke sønderligt opsigtvækkende by.

Torsdag d. 2. juni

Måtte vi begge på en størrere ekspedition, da der var et farsbrød, der søgte om udgangstilladelse, som Stewart Stardust fra Jul på Vesterbro ville have udtrykt det. Mens Stine var på udkigstur efter et passende sted, var jeg knap så meget i stand til at udskyde det presserende behov og endte derfor med at kravle ind i noget nærliggende tætbevokset krat. Da det havde regnet, var jeg, da jeg kom ud igen, klæbet ind i diverse skovsnask, hvilket vel sagtens fik mig til at ligne et gennemblødt fugleskræmsel. Efter en succesful gennemførelse af vores morgentoilette og efter at have spist morgenmad, besluttede vi os for at køre til Salzburg og booke et hotelværelse. Vi havde brug for lidt selvforkælelse, nu hvor turen var ved at lakke mod enden. I Salzburg løb jeg en tur langs floden, Salzach, mens Stine tog bussen ind til centrum for at se den gamle bydel og Mirabellgarten. Da jeg kom tilbage til hotellet, fik jeg lov af ejeren til at bruge restauranten, som pt. var lukket, til at spille harmonika i, hvilket var meget dejligt. Om eftermiddagen var der dømt hotelhygge. Jeg købte mig kaffe og kage hos bageren overfor, og så hørte vi Sara og Monopolet. Om aftenen købte vi kebab og så Hobitten 2. Selvfølgelig udnyttede vi nu også det ubegribelige faktum, at vi havde fri adgang til en bruser i næsten et helt døgn! Dvs. at der selvfølgelig blev badet både eftermiddag, aften og morgen.