Paulas andet besætningsmedlems ombordstigning i Zagreb og den videre færd i Slovenien
Tirsdag d. 24. maj
Vågner jeg i Zagreb idrætspark, hvor jeg har overnattet. Kort tid efter bliver jeg sendt væk af en gammel herre, der henviser mig til et mikroskopisk hjemmefabrikeret skilt, der angiver, at camping er forbudt i området. Det passer dog fint med, at det alligevel er tid til at hente Stine i Zagreb lufthavn, hvor hun ankommer lidt over 16. Efter at Stine atter havde indlogeret sig i Paula, begav vi os ind mod centrum af byen. Zagreb var ikke en sønderligt ophidsende by, men den havde dog en hyggelig gågade og et udsigtspunkt, hvorfra man kunne kigge ud over byens kirker. Ellers var bygningerne grå og forfaldne og lignede noget fra Sovjetunionens storhedstid. Om aftenen kørte vi videre til en holdeplads ved en restaurant en times kørsel nord for Zagreb, hvor vi lavede kartoffelsalat med pølser. Vi var begge trætte og udmattede og gik derfor tidligt i seng. Der var dog en ting, vi lige skulle have ordnet inden - og det var et tiltrængt bad! Efter at have gået rundt i den samme undertrøje i 5 dage, kunne jeg godt mærke, at det var ved at være tid... Vi parkerede derfor helt tæt ind til muren, så bilen skærmede for de forbikørende billisters lys. Først måtte den ene sæbe sig ind, hvorefter den anden hældte iskold vand fra spanden udover.
Onsdag d. 25 maj
Vi går en tur i oplandet omkring Otrusevec og får derefter en rundvisning i en lille drypstenshule, der befandt sig lige ved holdepladsen. Jeg øver en smule harmonika på en mark, og vi spiser jordbær med mælk til eftermiddag. Om aftenen spiser vi i restauranten ved holdepladsen. Herefter havde vi det bedre med at have brugt deres personaletoilet to dage i træk.
Torsdag d. 26 maj
Krydser vi grænsen til Slovenien, efter at vi har brugt de sidste Kuna på bilvask og tankning i Kroatien. Vi spiser frokost i Kocevje (udtales vist nok Kocetsch). I skoven omkring denne by lever Sloveniens største bjørnebestand: mellem 400-600 bjørne. Jeg var lidt bidt af tanken om at se en bjørn ude i naturen, men havde på forhånd læst, at en bjørnesafari koster 300 euro, hvilket jeg synes er lige pepperet nok for sådan en oplevelse. Desuden er bjørnen nok også gladest for, at vi mennesker lader den være i fred. At tage på bjørnesafari på egen hånd var udelukket, efter vi havde snakket med en lokal, der desuden var medlem af Europas største hornorkester, som på tysk fortalte, at han boede ude i skoven og ofte fik visit af bjørne rundt om sit hus. Han mente, som vi nok havde forestillet os, at det ikke var en god ide at opsøge bjørne på egen hånd, uden en guide som ved, hvordan situationen skal tackles, hvis bjørnemutter bliver lidt smågnaven over et par hottentotter i spejdertøj, der render i bagen på hende og hendes unger.
Vi beslutter os for at køre op til en sø i nærområdet, som vores lokalguide har anbefalet, men når ikke langt, inden vi bliver holdt ind til siden af en politibil. Ud stiger en kvinde og en mand med solbriller. De er som snydt ud af en amerikansk film med Bad Cop og Good Cop, hvilket også ville vise sig at være nogenlunde så langt, som deres forestillingsevne rækker. Mr. Bad Cop spørger os, om vi er klar over, hvorfor vi blev stoppet, hvortil vi svarer nej. Det viser sig, at vi for 2 timer siden åbenbart skulle have standset ved grænseovergangen mellem Slovenien og Kroatien og vente på en myndighedsperson, som angiveligt skulle være dukket op. Først tror jeg, at der må være tale om en misforståelse. Aldrig i mit liv, har jeg krydset en grænse mellem to lande, uden at det har været tydeliggjort gennem en grænsebom eller en tilstedeværende ordensmagt, som har vinket én ind til siden, hvis man skulle stoppe. Men da vi krydsede grænsen til Slovenien, var der hverken en grænsebom eller noget personale at se i kontrolstandene, hvorfor vi gik ud fra, at der var fri gennemkørsel. Men Mr. Bad Cop virker fuldkommen ignorant overfor vores forklaringer og beder os om at følge efter dem til politistationen, hvor vi får lov at side endnu en halv time og koge, inden han kommer ind og på gebrokkent engelsk siger, at vi skal betale en bøde, fordi vi har krydset grænsen illegalt. Han retter vores opmærksomhed på et hvidt stykke papir, hvorpå han skriver bødens beløb: 200 euro pr. person. Jeg synker en ekstra gang, da jeg ser ham skrive beløbet, og jeg tænker gang på gang, at det da ikke kan være rigtigt, at vi skal betale så stort et beløb, når det har været så utydeligt, hvorvidt man skulle stoppe ved grænseovergangen eller ej.
Men selv hvis samtlige politibetjente på stationen i dette moment besluttede sig for at iværksætte summen af den mængde hjerneceller, som de hver især råder over, kunne jeg godt fornemme, at rationelle argumenter fra vores side ikke ville være til stor hjælp. Bad Cop spørger, om vi kan betale pengene i kontanter, hvortil jeg svarer nej, hvilket resulterer i en sukken fra politimanden, der udbryder, at han i såfald har en hel del mere papirarbejde, som han skal lave. Vi bliver begge to mere og mere mistænksomme. Både på grund af den uimødekommende tone der får én til at føle sig som kriminel, men også fordi jeg (Simon) frygter, om det kan være korruption. Inden jeg skriver under på et dokument på slovensk, som jeg i øvrigt ikke fatter et hak af, spørger Stine, om ikke godt hun må ringe til en politibetjent fra Danmark, som hun kender for at høre, om det hele går rigtigt for sig. Politibetjentene reagerer ved at hæve stemmerne, og der kommer også en poltibetjent ind fra højre med et åndsfraværende udtryk i øjnene, der i en sarkastisk tone spørger os, om vi overhovedet lagde mærke til, at vi krydsede grænsen. Jeg kan på daværende tidspunkt mærke, at jeg vil af med denne flok abekattes selskab i en fart, så det ender med, at jeg skriver under og betaler. Positvt var det dog, at de imidlertid havde halveret bøden til 200 euro, med den forklaring at det kun var føreren, der skulle betale.
Efter 3 timer i selskab med, hvad man nok ikke kan betegne som de ikke mest udsøgte pragteksempler inden for den slovenske ordensmagt, kunne vi endelig køre videre. Vi var begge fuldkommen smadrede oven på den uventede hændelse og besluttede os for bare at finde den første og bedste holdeplads i nærheden. I samme by som holdepladsen købte vi kebab og fadøl i Fast Food Fonzi, som vi fik lov at spise i restuaranten ved siden af til lystig slovensk Schlager-musik, hvilket i dette øjeblik havde en uventet afstressende effekt på mig. Sikke en dag!
Fredag d. 27. maj
Vi besluttede os for ikke at lade os slå ud af et par cirkusklovne i uniform og holdt os derfor til planen, som var at se de berømte Skojcan huler. Efter en størrere ekspedition vedrørende lokaliseringen af et passende tætbevokset buksads, hvori man kunne forrette sin nødtørft i fred fra gloende hundelufterer, kørte vi mod hulerne.
Skojcan hulerne er med deres 12 km. længde de største underjordiske grotter i hele Europa. Det var en fascinerende oplevelse at vandre rundt i de op til 100 meter høje sale, hvor der voksede enorme stalagmitter på op til 30 meter og dekorative stalaktitter, der antog alle former og skikkelser. Et af dem lignede helt piperne på et orgel. Man havde fornemmelsen af, at man befandt sig et andet univers. Disse huler kunne snildt have hamlet op med landskaberne fra et hvilket som helst eventyrunivers. Vi kom dog tit til at tænke på Ringenes Herre eller Harry Potter. Luften var også helt anderledes. Den var helt ren og kold og føltes som silke på indersiden af lungerne, når man indåndede den. Vi måtte desværre ikke tage billeder nede i hulerne. Dels fordi blitz ødelægger stalaktitterne, dels fordi der var fare for at snuble på de mange trapper og smalle glatte stier. Men en oplevelse af denne kaliber forlader heldigvis ikke just nethinden inden for nærmeste fremtid. Vi fik også at vide af vores guide, at der lever en såkaldt 'menneskefisk' nede i den underjordiske flod inde i Skojcan caves. Denne fisk er meget sjælden på grund af de unikke forhold for hulen, og hvis man skal tro vores ven fra Kocevje, findes denne fisk, udover i Skocjan caves, kun et enkelt sted i Japan. Fisken har fået sit navn, fordi dens hud er identisk med menneskehud. Pga. hulens sparsomme ernæringsmuligheder kan menneskefisk leve i op til 7 år uden mad.
Efter denne spændene naturoplevelse kører vi til byen Slap, hvor vi overnatter på en hyggelig gård, der er fyldt til randen med tyske autocampere. Jeg (Simon) følte mig helt hjemme omgivet af mine landsmænd, men for Stine har det nok været hip som hap, om de snakkede tysk eller Slovensk.
Lørdag d. 28. maj
Næste dag blæste det en halv pelikan, og vi måtte have fat i regnjakkerne og uldundertøjet igen, som vi ellers troede, at vi havde pakket væk for sidste gang. I Slap tog vi en Slap af (haha) dag. Jeg øvede som sædvanlig harmonika og løb mig en tur omgivet af bjergkæder, mens Stine læste og gik en del af samme flotte stækning, som jeg havde løbet. Til aftensmad lavede jeg Cevapcici i følgeskab med gårdagens Dahl.
Søndag d. 29. maj
Kører vi mod næste mål: Bohinjsøen. En time fra søen, beslutter vi at overnatte ved en restaurant langt oppe i bjergene, som vi fandt på Park4night. Da vi kom frem, fik vi dog, af restaurantens indehaver, at vide, at det ikke var nogen officiel holdeplads for campers, men at vi godt måtte holde der natten over samt bruge restaurantens toiletter. Det er ulempen ved Park4night. Det er noglegange et helt andet billede, der bliver malet af en holdeplads af brugerne inde i appen, end når man så kommer frem. Siden vi var højt oppe, og vejret heller ikke var det bedste, var det kun 10 grader og regnvejr. Alligevel besluttede vi os for, at se hvad den nærliggende fjeldtop havde at byde på. Som det ofte forekommer, når man ser en fjeldtop fra bunden, virkede distancen ikke så lang, som da vi først havde begivet os igang med at bestige fjeldtoppen. Selvom vi ikke nåede op til toppen, fik vi dog en fin tur med flot udsigt, til trods for at der på vej ned var vandpytter i vores gummisko, så store at det sjaskede hver gang, vi tog et skridt. Vi hang hele molevitten, regnbukser, gummisko og sokker, til tørre i restuarantens legehus natten over.
Stine netop ankommet til Zagreb, og vi ser byen:
En samling af kattehotellerne fra Zagreb:
Otrusevec:
Slovenien:
Skocjan Caves:
En gård i Slap
Tusind tak igen for en spændende beskrivelse <3 - Slovenien ser også utroligt smuk ud og har godt nok budt jer på mange forskellige modsætningsfulde oplevelser. Vildt I skulle finde hue og regntøj frem men flot med den lille blomst på huen :) og hvad er det egentlig for en kineser der gemmer sig i Paula ? ;)
SvarSlet