Verdon nationalpark dag 4-6
Verdon nationalpark dag 4-6
Eftermiddagen søndag 24/4 stod i hestens tegn. Efter en formiddag med praktiske opgaver såsom tøjvask, opvask, morgenmad med Sara og monopolet (med live medkommentator Simon Amundsen), blogopslag og videoredigering, tog jeg (Stine) afsted til en hestegård tæt på “vores gård”. Her mødte jeg Sarah og Emma, som jeg red en 3 timer lang tur med. Vi red op ad bakke, ned ad bakke, op ad bakke og ned ad bakke. Vi skridtede (gåtempo), travede (løbetempo) og galoperede (det hurtigste tempo). Jeg havde aldrig prøvet at galopere før, så det var virkelig spændende og rigtig sjovt. Med os på turen fulgte Sarahs hund, der så meget lille ud fra hestens ryg, men som var kæmpestor, når man stod på jorden. Min hest, Cara, var meget glad for de lækre skud og planter, han så i vejkanten, og var ikke særlig glad for at gå op ad bakke. Han var en værre én! :)
Jeg havde kigget på rideture i Saintes-Maries, men der kunne man kun ride sammen med mange andre i en stor gruppe i 1 time i langsomt tempo. Her i bjergene fik jeg næsten privatundervisning i 3 timer med fantastisk udsigt og venlige dyr og mennesker, så jeg er glad for, at jeg fandt dette sted! Imens jeg red rundt og følte mig som Lucky Luke, ordnede Simon flere praktiske ting ved lejren, så vi kunne køre videre ind i nationalparken og overnatte dér, når jeg kom tilbage. Han lavede endnu en gang (og som sædvanlig) lækker aftensmad og sørgede for at alting var i vinkel. Kæmpe husmor credit! 100 point og 5 stjerner herfra!
Om aftenen satte vi kurs mod bjergene, og vi vidste at den eneste praktiske ting, vi manglede at ordne, var at tanke inden længe, hvilket Stine mindede mig (Simon) om, da vi kørte forbi tankstationen i Moustiers-Sainte-Marie. Stædig som jeg er, tænkte jeg at vi sagtens kunne køre 100 km mere, da takometeret (som viser hvor mange kilometer, der er til tom tank) stadigvæk viste 160 km. Hvad jeg dog ikke havde regnet med, var at vi skulle køre 700 meter op, for at komme til vores holdeplads. Lige pludselig under bjergkørslen, begyndte tankometeret at tælle meget hurtigt ned, for lige pludselig slet ikke at vise noget som helst. Og alt dette mens vi bevægede os længere og længere ud i ingenting. Vi nåede frem til holdepladsen, men ikke uden at jeg nåede at få kolde fødder. Så for at jeg kunne få ro i hovedet inden vandretur næste dag, var det første vi gjorde næste morgen, at trille hele vejen ned ad bjerget igen med slukket motor for at tanke. Sådan kan det gå!
Simon havde fundet holdepladsen vi skulle overnatte på, og jeg (Stine) havde ikke fået kigget på den. Normalt finder vi ellers en plads sammen eller viser den anden, hvad vi har fundet. Men efter en utrolig flot stigning op ad bjerget ankommer vi i skumringen til et forladt hus, der så en lille bitte smule uhyggeligt ud, når der nu blev kulsort om natten, og der ikke var andre mennesker i miles omkreds. Vi kom til at gejle hinanden op og pludselig var det ikke bare et forladt hus, men et spøgelseshus... Som følge af dette besluttede vi at køre lidt væk fra huset og parkere. Næste morgen så det ikke spor uhyggeligt ud, og vi kunne nu indrømme overfor hinanden, at vi selvom vi aftenen før havde benægtet det for hinanden (både af stolthed, men også for ikke at gøre den anden bange), havde vi begge ligget og lyttet efter dæmoner og andre overnaturlige væsener, da vi skulle til at sove. Vi nåede desværre ikke at få et billede af det famøse hus, så det må være en legende, der lever videre gennem mundlige og skriftlige overleveringer.
25. april startede som sagt med morgenmad og bød derefter på en tur til tankstationen. Vandreturen vi skulle gå denne dag var 9 km lang og af samme sværhedsgrad som den første. Der stod desuden at man ikke skulle gå denne rute, hvis man var højdeskræk, og fordi jeg var øm efter at have redet og Simon desuden ikke havde været særlig begejstret for de svimlende højder ved første vandretur, valgte vi at gå en kortere tur på 5 km tæt på Moustiers-Sainte-Marie kaldet Ravin de Notre-Dame, Voie Romaine. Vi begav os ud på turen, og besluttede hurtigt at tage en lidt anden vej op ad en stejl klippeside, fordi det så spændende ud. Vi endte med at gå 12 km denne dag. Efter frokost på en lille klippetop endte vi i byen Moustiers-Sainte-Marie. Byen er kåret som en af de smukkeste byer i Frankrig, og det må vi sige, at det er den så sandelig også! Vi gik rundt og kiggede på små butikker, holdt en pause med milkshake og øl, hvorefter vi gik op og kiggede på nogle spændende huler i klippesiden. Der var utrolig smuk udsigt herfra. Vi gik tilbage til Paula og skiftede til pænere tøj, for nu skulle vi ud at spise aftensmad på La Cascade. Midt i omklædningen blev Simon stukket af en bi og et vildsvin løb rundt om bilen. Der var stort drama! Heldigvis gik det hele til sidst, og vi drog afsted til restauranten, hvor vi fik fantastisk mad. Tilbage til bilen og op på et bjerg for at sove. Der var så stejl at vi blev nødt til at ligge med hovederne i fodenden for at kunne sove ordentligt. Næste dag kørte vi videre til Saint-Paul-de-Vence ad flotte veje. Det var som at være i en James Bond-film. Vi så også en perfekt sky, hørte Seid ihr mit mir? for fuld styrke, mens vi skrålede så højt vi kunne og så bisonokser og heste i en fold ved bjergene.
Hestegården lige i svinget
WOW! I har jo fundet verdens smukkeste sted. Udelængslen melder sig seriøst hos mig nu. :) og jeres beskrivelser af spøgelser og andre uhyggelige oplevelser er mega underholdende at læse. :)
SvarSletSkønne fortællinger og billeder! Tak fordi I deler :)
SvarSlet