Saint-Paul-de-Vence og Nice

Saint-Paul-de-Vence og Nice


26. april ankom vi til Saint-Paul-de-Vence, en lille by 30 minutter fra Nice, som jeg (Stine) har besøgt første gang, da jeg var på tur til Nice med mit franskhold i 8. klasse. Her slentrede vi rundt, spiste os en is og kiggede lidt på kunst. Byen er nemlig kendt for sin kunst. Om aftenen kørte vi til Villefranche for at kunne få en holdeplads ved havnen. 

Næste morgen tog vi ind til Nice, hvor vi startede med at gå rundt på markedet Marché Aux Fleurs Cours Saleya og spise pizza og socca til frokost. Derefter gik vi op på Coulline du Château hvorfra der var smuk udsigt over byen og over havnen. Vi hørte også en hamonikaspiller spille Despacito. Vi havde fundet en lille bar som skulle have et jazzarrangement om aftenen, og det ville vi rigtig gerne hen til. Desværre var det kun om lørdagen (vi var der onsdag) at de havde koncerter, men ejeren og kunderne var utrolig venlige og anbefalede os nogle andre steder at tage hen. Vi drak kaffe og saftevand på baren og vandrede videre ud i byen for at finde et sted at spise aftensmad. Vi endte på den indiske restaurant Dehli Behli, og det var et stort hit! Bagefter gik vi en aftentur på Promenade des Anglais. Vi besluttede derefter at tage hen på en anden jazzbar, Shapko Bar, for at høre livemusik. Der var god stemning, folk dansede og musikken var fed! Inden det blev alt for sent gik vi hjemad, for vi havde en times gåtur foran os op og ned ad et bjerg, så det var bare med at komme i sving. Dog var vi først hjemme omkring kl. 02… En ting vi ikke rigtig har fortalt så meget om, er toiletsituationen, selvom den fylder meget i ens hverdag i Paula. Her ved havnen havde vi (måske ved et uheld) adgang til et virkelig lækkert toilet med god plads, god nok til at man kunne tage bad, og så var det endda kun 50 m fra bilen! Det er meget kort i forhold til mange andre steder, men havde vi været hjemme og skulle besøge nogen, hvis toilet lå 50 m væk, var det jo ikke umiddelbart noget at råbe hurra for - men her er tingene anderledes. Desværre blev toilettet låst af efter de første par dage, og derefter var der henholdsvis 250 og 550 meter til nærmeste toilet, så det bliver altså noget af en ekspedition hver gang nogen skal på toilettet. Jeg måtte jo nærmest kysse Simon farvel og stå i døren og vinke med et lille hvidt lommetørklæde med en lille tåre på kinden, når han drog ud på den farefulde færd. Hvornår ville man mon se den anden igen?

Efter sådan en begivenhedsrig dag, tilbragte vi næste dag med at hente vand, ligge på stranden og spille casino og spise is. Det var en ganske afslappende dag, bortset fra da vi skulle bære de tunge vandbeholdere tilbage til bilen. Vi gik nemlig hen til vandposten i stedet for at køre, fordi vi frygtede at miste vores gode plads ved havnen. Dagen lang kørte folk ind på vejen og bakkede ud igen, fordi der ikke var pladser. Til aften spiste vi en luksusversion af Paulas nationalret, for denne gang var der spejlæg til! :0 Efter maden travede vi ud til det lille fyrtårn på havnen ved siden af os. Der overraskede Simon mig med en flaske champagne, som Laurent havde foræret ham til den sidste aften jeg var med. Jeg blev meget rørt og skyndte mig at drikke lidt champagne, inden den blev fortyndet af salte tårer. Vi havde en mægtig hyggelig aften, men vi havde det selvfølgelig begge to lidt mærkeligt over, at jeg skulle hjem næste dag. 

Næste dag stod vi op og jeg pakkede mine ting, hvorefter vi kørte ind og parkerede i Nice, for at vi lettere kunne komme til lufthavnen senere. Vi startede godt ud med en moules frites (min første!) for derefter at bevæge os tilbage til La Cave Romagnan. Der skrev vi blogindlæg og hang ud. Pludselig var det tid til at køre til lufthavnen. Det var utrolig stressende fordi franskmændene her nærmest kørte som vanvidsbilister. GPS'en virkede ikke særlig godt, folk dyttede og var uhøflige, Simon tog de altomsluttende solbriller på og forsøgte at forholde sig i ro. Jeg synes, han kørte virkelig flot, altså jeg ville da næsten ikke have kunnet klare det, men Simon holdt ud og kørte godt! I lufthavnen, da der endelig var styr på alting, begyndte man at tænke over, hvad der nu skulle ske: tid til farvel. Indtil da havde alle tanker kredset om at nå ud til lufthavnen og nå et fly, men pludselig var den del klaret. Jeg havde ikke troet det ville være så svært at tage hjem, men det var det ikke desto mindre... Det har været fantastisk at være med på denne rejse, og jeg er meget taknemmelig for det! Det er utrolig mærkeligt at skulle skilles fra en man har været sammen med næsten hver dag i 5 uger og at skulle hjem til et hus (der er over 6 km2) og en hverdag med køleskab, bad, mange mennesker, opvaskemaskine og et hjem som ikke flytter sig rundt omkring på fire hjul. Men jeg er også glad for at komme tilbage til Pløks (min klatreklub) og for at se min familie igen. Der er vel aldrig noget, der er sort eller hvidt.

Dagene i Nice efter Stines hjemrejse: 

Efter jeg havde afleveret Stine i lufthavnen, sad jeg pludselig tilbage med en underlig tom følelse. Det var helt mærkeligt, da jeg sent om aftenen ankom til vores holdeplads på havnen i Villefranche igen: omgivelserne var de samme, men pludselig manglede der den person, som jeg havde været vandt til at dele disse omgivelser med. Jeg kunne tydeligt mærke savnet.

Stadigvæk påvirket af denne underlige tomhed, begav jeg mig næste aften, nu for tredje gang, afsted til Cave Romagnan, som efterhånden er blevet vores stambar i Nice. I dag var det nemlig lørdag, og det betød Jazzaften i Cave Romagnan. Det var nogle sjove typer, der kom og lyttede til jazz. Mit indtryk af stedet var en slags fritidsklub for lettere alkoholiserede seniorer. Og der blev da også gloet, da sådan en ung knejt som mig kom ind i cafeen for at bestille en bajer og lytte til Jazz hos Manu (ejeren). Før koncerten skulle jeg lige have mig en længe ventet 'French Taco', som jeg til min store skuffelse fandt ud af blot var en durumrulle med pomfritter i, som var blevet stegt i en toaster. Det så ellers så lækkert ud, da man så billeder af det på Google. Efter koncerten måtte jeg gå hjem til havnen i Villefranche igen (da busserne ikke kørte så sent) hvor jeg imidlertid havde fået selskab af to Berlinere i deres Pössl. Konen havde givet mig et chok selvsamme morgen, da hun totalt uventet kom gående på muren, som Paula holdt op ad, og sagde 'Hallo!', mens jeg stod i mine egne tanker og vaskede op. Og det var bestemt ikke sidste gang, både hende og hendes mand på må og få kom gående ind ad bagdøren. Hver gang jeg gik ud af blien stod de parat på muren med tusind spørgsmål. Jeg tror, de har kedet sig lidt i deres egen camper, og synes det var sjovt med én, der også kunne snakke tysk. Selv om de var lidt påtrængende, var de meget søde og behjælpelige.

Næste morgen løb jeg en tur til Den Engelske Promenade i Nice, og da jeg kom tilbage, var jeg så sulten, at det hele svimlede for mig. Jeg skulle have morgenmad, NU! Men selvfølgelig så mine berlinske naboer deres snit til at komme over og spørge mig om tusind ting, mens jeg lavede morgenmad, så jeg, pga. min manglende evne til at tænke klart i det øjeblik, blev afledt og var lige ved at sætte ild til køkkenet, fordi jeg havde glemt at slukke gasblusset. Og som om det ikke skulle være nok, bakkede jeg også ind i en stolpe, da jeg skulle vende bilen nede på havnen. Nu kan jeg skrive under på at være blevet en sand fransk billist, da de alle har buler i deres biler, og jeg kan love jer for at mit temparement på daværende tidspunkt havde nået niveauet for en fransk billist. En lidt dårlig start på morgenen, men afsted gik det alligevel mod næste rejsemål, med "Harry Potter und der Halbblutprinz" på anlægget til at berolige nerverne. Bare kom an Italien!



Lige ankommet til Saint-Paul-de-Vence og allerede med en is i hånden


En af de mange stejle små gader


En sjov og flot dør i byen


Alle vejskiltene så således ud. Hygge!


Stemningsbilleder...




Man kan lige akkurat være der!



På vej til Nice fra Villefranche


Marché Aux Fleurs Cours Saleya


Som altid er der et enormt udvalg af sæbe


Tid til frokost og tid til pizza og socca


Socca, en slags kikærtepandekage som er speciel for området


Udsigten fra Tour Bellanda


Kuk-kuk i solbrillen:)


Endnu en altan Simon godt kunne tænke sig<3


Udsigt over havnen i Nice


Der tages en slapper og lyttes til en af de lokale harmonikaspillere, der spiller Despacito




Gade i Vielle Ville


Der kigges på øl...


Der drikkes øl...


Første gang på vores yndlingsbar, La Cave Romagnan i Nice. Kaffe og safevand til 3 euro!


Rundtomkring i Nice er der gratis wifi på offentlige pladser. Det udnyttede vi med vores begrænsede mængde data... Her skrives der blog


Et af de smukkeste steder bloggen er blevet skrevet


Aftensmad på Dehli Behli - en rigtig god indisk restaurant i Nice. Vi fik forret, hovedret, naan og indisk the at drikke til. Mums!



Billede fra aftengåtur


Så er det tid til at hente vand!


Men hov, der var jo en strand! Der må vi hellere lige gøre et lille holdt...


Videre på vores mission efter rent vand, men hov! En isbutik. Det kan man jo ikke gå forbi... Lige et lille holdt igen.


Så er vi endelig på vej!


Vandpost fundet!


Paula kan ses i midten af billedet til højre. Her holdt vi mens vi var i Nice og Villefranche.


Lækker aftensmad med ny luksus: spejlæg!


Der duftes til blomster


Disse blomster ligner virkelig flaskerensere, men det pynter vel også...


På vej ud til fyrtårnet for at drikke champagne og fejre den gode tur, før Stine skal hjem med flyet dagen efter


Champagnen nydes


Proppen flyder væk...



Dejlig aftensstemning


Morgenmad i heden


Moules frites


Stines første moules frites!


Anden gang på baren La Cave Romagnan


Efter en svær afsked måtte Toblerone hjælpe mig i bedre humør


Yoghurt og Terkel i knibe i selskab med Plopp på vej hjem i flyet


Mens jeg tog mig en lur lyttede Plopp til musik på Spotify. Han har ret god smag!


Bandet i Cave Romagnan giver den gas med en jazz'et fortolkning af "Little Wing".


Vores busstop i Villefranche. Godt tip: Hvis man gerne vil have busserne til at stoppe i Sydfrankrig, skal man praktisk talt stille sig midt ud på vejen og vifte med armene, for ellers stopper de ikke. Jeg taler af erfaring.


Villefranche inde i bugten


'French Taco'


Udsigt fra tilbage-løbeturen langs kysten fra Nice til Villefranche

Kommentarer

  1. Kære begge
    Tak igen for en fængslende beretning. Tænk at der blev spillet "Little Wing" et af mine absolutte favoritnumre. Her på min tur er et tyngende problem netop løst, og jeg svæver på vandene til albummet: The million dollar hotel - så hvis I mangler nyt musikalsk input næste gang der er internet.

    SvarSlet
  2. Kære jer, igen spændende at læse alt det I oplever. I er supergode til at få stemningen med I jeres beskrivelser så den virkelig kan mærkes. Og flotte billeder igen. Spændende hvad turen bringer, når Simon og Paula er alene. Knus fra mor og Martina ❤️

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Schwarzwald - Home sweet home!

Bohinjsøen og Salzburg

Paulas andet besætningsmedlems ombordstigning i Zagreb og den videre færd i Slovenien