Velkendte ansigter og varm velkomst i Pula

Tirsdag d. 10. maj 

Forlod jeg 'motortræffet' i Brussa og kørte over grænsen til Slovenien. Det var virkelig en lettelse at slippe for den italienske trafik og infrastruktur. I Slovenien var der sat nydelige store skildte op, der tydeligt indikerede, hver gang en fartgrænse blev ophævet, eller man kørte ind i en by. Her var der ikke noget at være i tvivl om. Desuden var der frisk-asfalterede veje, i modsætning til italien hvor 3/4 af turen havde været en bumpetur over kæmpe huller og ujævnheder i vejene. -Og så var det skønt at køre rundt i de tilsyneladene uberørte skovdækkede bjerglandskaber. Efter en kort frokostpause krydsede jeg grænsen til Kroatien. Her blev jeg standset af to Slovenske politibetjente, der spurgte, om jeg kørte alene og gerne ville have mig til at åbne bilen. Det gjorde jeg selvfølgelig. Efter et kort blik ind i bilen sagde politikvinden: "Arh, so it's a Camperrr?", hvorefter jeg svarede: "Yes!", og så fik jeg ellers lov at slippe. Men ikke før jeg havde vist mit pas igen, nu til det kroatiske politi, der kontrollerede 2 meter længere fremme. Sjovt de ikke kan finde ud af at arbejde sammen med det slovenske politi, der jo lige havde bekræftet min identitet for 2 sekunder siden. Det har vel noget med indrejseregistrering at gøre, gætter jeg på. 

Hen ad eftermiddagen ankom jeg til Arena Verudela Beach Apartments, hvor min mor og Thomas havde deres ferielejlighed. De var på udflugt til en lille middelalderby, Labin, og ville først være tilbage om aftenen. Indtil da lagde jeg mig ned på klipperne foran deres lejlighed og solede mig og fik en enkelt hurtig dukkert. Jeg er ikke så stor en vandhund mere, som jeg har været. Om det er fordi, jeg er ved at blive gammel og komfortabel, ved jeg ikke, men jeg er mere til bare at sidde i skyggen med en kold fadøl. 

Det måtte virkelig siges at være et fedt område, hvor min mor og Thomas havde deres ferielejlighed. Det var nærmest en hel by kun til ferieophold, der strakte sig flere kilometer langs kysten, og som man praktisk set ikke havde brug for at bevæge sig ud af. Der var det hele: Indkøb, restauranter, bil- og cykeludlejning, sportsplads og pool, for blot at nævne nogle af faciliteterne. Langs 'Strøget', som min mor kaldte det, var der butikker, supermarkeder og morgenmadsbuffet (en succes!). Jeg havde efter aftale fået lov at parkere Paula inde i ferieområdet, og fået at vide at jeg ved skranken blot skulle oplyse nummeret på min mor og Thomas' ferielejlighed, men det var slet ikke nødvendigt, da de uden spørgsmål åbnede skranken for mig. Hvis man er på camperferie i Pula, kan jeg derfor give et lille insider-tip om, at man blot kan køre problemfrit ind og parkere sin bil i et kæmpe luksusområde med pool og hele molevitten;)

Da min mor og Thomas var kommet hjem igen, gik jeg op langs strandpromenaden for at møde dem ved lejligheden. Efter at have været på farten gennem Europa i 2 måneder, var det helt syrrealistisk at slentre gennem en ferieby i Kroatien for pludselig at se min mor og Thomas sidde på en balkon og vinke ned til mig. Jeg havde været meget spændt på at se dem igen efter, hvad der havde føltes som lang tid, men efter 2 minutter i deres selskab føltes alt som ved det gamle igen. Der kan man bare se, hvor lidt tid egentlig betyder, når man kender nogle rigtig godt. Det var også spøjst, at jeg havde så mange oplevelser fra min tur, som jeg havde set frem til at fortælle om, men da det endeligt kom til stykket, var det som om, jeg slet ikke kunne komme i tanke om, hvad det var, jeg egentlig gerne ville fortælle. Det var dog heller ikke så vigtigt, for jeg kunne mærke, at jeg bare nød at være i deres selskab igen. 

Efter at have givet en kort harmonika koncert, kørte vi ind til Pula centrum for at spise aftensmad sammen. Her fik jeg, traditionen tro, grillede blæksprutter, hvilket må siges at være en specialitet for Kroatien. Jeg kan huske, at det var Sebastian, der første gang jeg var i Kroatien på sejltur, introducerede mig for at spise grillede blæksprutter, og det er jeg aldeles glad for! De bedste grillede blæksprutter jeg nogensinde har fået, er dog stadigvæk fra dengang ved Robinson på Hvar, hvor jeg trods alt ikke kommer forbi på denne tur udelukkende for madoplevelsen, selvom det er lige før, jeg godt kunne finde på det. 

Onsdag d. 11. maj

Jeg vågnede tidligt i Paula og spankulerede lidt rundt på klipperne, før Mutti kort tid efter meldte ud, at de var stået op inde i lejligheden. Jeg havde set frem til at skulle spise morgenmad med dem, efter de havde fortalt om den storslåede morgenmadsbuffet, som man kunne få her i byen. Den var virkelig også ekstraordinær. Krydderpølser, pølsehorn, omelet, spejleæg, kogt æg, panerede auberginer, grillede grøntsager, 3 slags croissanter, småkager i alle former og smage, müsli, yoghurt, boller, salami, skinke, marmelade, frugt... og jeg kunne blive ved i en evighed med at remse op! Det er ikke ligefrem hverdagskosten i Paula, der er begrænset i et omfang, hvor jeg, når morgenmaden bliver for ensformig, ihærdigt og med stor opfindsomhed afprøver nye kombinationer og dosering af ingredienser i min havregrød. Så når nu muligheden bød sig, kunne jeg lige så godt spise både morgenmad og frokost på én gang. Vi havde nærmest alt maden helt for os selv, da antallet af gæster kunne tælles på en hånd. I det hele taget var der næsten ikke nogle mennesker i det ellers gigantiske opholdssted. Hovedsaligt var der østrigere, som spillede tennis. Vi fik senere af vide af biludlejeren, som min mor og Thomas havde lejet bil hos, at grunden til, at de havde så få gæster, er, at mange af deres gæster normalt kommer fra Ukraine. Efter den overvældende morgenmad lånte mor og Thomas Paula for at køre til Premantura, hvorfra de cyklede rundt om spidsen i Kamenjak nationalpark. 

Imens gik jeg ned til feriebyens cykeludlejer og lejede mig en mountianbike for 3 dage, hvorefter jeg cyklede ind til Pula for at lære byen at kende. Jeg har været inde og se byen en enkelt dag på vores sidste ferie i Novigrad med Mor, Thomas, Nanna og Anton. Her havde vi set den kendte 'Arena' fra Romerriget indefra, så jeg nøjedes istedet med at sætte mig ind på en cafe lige ved siden af og drikke en øl, hvorfra jeg havde udsigt til hele Arenaen. Jeg troede næsten ikke mine egne øjne, da jeg så på drikkekortet, at man kunne få en 0,5l. fadøl for 20 kuna, hvilket svarer til 20 kroner. Sidst jeg havde drukket en fadøl i Frankrig, havde jeg betalt 7 euro for 0,5l., hvilket svarer til 50 kroner, altså nogenlunde det samme som i Danmark. I det hele taget er Kroatien langt billigere end Frankrig og lidt billigere end Italien, når det kommer til mad og drikke. Kroaterne adskildte sig også fra franskmændene og italierne i deres temperant og væremåde, der mindede meget mere om danskernes. Mit indtryk af kroaterne indtil videre er, at de er dejligt nede på jorden, venlige men ikke påtrængende, og de bliver frem for alt ikke fornærmede, når man ikke kan snakke deres modersmål og istedet tiltaler dem på engelsk. Rigtigt mange Kroatere snakker faktisk glimrende tysk, hvilket jo gør det endnu nemmere for mig. 

Efter at have taget mig god til fadøllen, gik jeg ned i gågaden, der starter fra Arenaen. Nogle af souvenirbutikkerne så lidt alternative ud, i modsætning til dem der alle sælger de samme krus, køleskabsmagneter, 'I love Pula'-t-shirts og solbriller. I en af disse gik jeg ind og fandt faktisk for første gang noget, jeg havde lyst til at købe: En six-pence med et rødt vintage-look. Desværre var den lige en tand for lille til mig, så det blev der ikke noget af i denne omgang. I modsat ende af gågaden ved Sergius-buen, lå en bager, hvor jeg købte mig en Börek med oksekød. Det er nok det bedste bagværk til 10 kr., jeg nogensinde har smagt. Og jeg havde ovenikøbet lidt harmonika musik, mens jeg sad og spiste på trapperne ved Sergius-buen. Om aftenen spiste vi sammen i ferielejligheden; min mor havde lavet 'Spaghetti Frutti di Mare'. Dejligt at spise i min mors køkken igen. Der findes intet bedre!

Torsdag d. 12. maj

Besluttede jeg mig for at tage den samme tur rundt om Cape Kamenjak, som min mor og Thomas havde taget dagen før. Cyklen røg ind i Paula, og så trillede jeg afsted mod Premantura, hvor jeg parkerede bilen og påbegyndte cykelruten. Det var nogle rigtig off-road cykelstier, med klippestykker og rødder der stak ud, så man skulle holde tungen lige i munden og hele tiden holde øjnene mod underlaget foran sig. Det var heldigt, at jeg havde lejet en mountainbike med tykke hjul og støddæmpning, for med en almindelig cykel havde det ikke kunnet lade sig gøre at køre i det terræn. Det var skidesjovt at køre mountainbike, som kunne køre over de vildeste bump uden problemer. Jeg har aldrig eget en mountainbike før og er først nu blevet klar over hvor meget sjovere mountainbiking egentlig er end almindelig cykling. Jeg plejede med et glimt i øjet at betragte mountainbiking (sammen med vinterbadning) som en trend blandt folk i midtlivskrisen, men jeg tager alt tilbage, nu hvor jeg har prøvet det og kan skrive under på, hvor sjovt det er. I starten af turen cyklede jeg gennem Dino-parken, der er blevet opført, fordi man i start 1900-tallet har fundet dinosaurierfodspor i natioanalparken. Dinosaurierfodspor så jeg ikke nogle af, men de havde lavet nogle flotte 1:1 modeller af forskellige dinosaurier-arter, som jeg stoppede for at fotografere. 

Næsten ude ved Cape Kamenjak gjorde jeg holdt ved en vildt hyggelig bistro, der hedder Safari-bar. Når man ankommer, kan man kun se udsigtstårnet, og undrer sig over hvor restauranten bliver af. Oppe fra udsigttårnet kunne jeg dog høre stemmer og børnelatter i buskadset under mig, hvor restauranten tilsyneladende gemte sig. De havde åbenbart ladet alt vokse frit rundt om restauranten, mens loftet var camoufleret af blade. Man havde virkelig fornemmelsen af at side inde i en lille urskov. Ved sådan et hyggeligt sted skulle jeg selvfølgelig lige have mig en øl og en tallerken grillede sardiner. På stranden ret foran Safari-bar var der nogle flotte klippehuler, som folk roede, svømmede eller oven i købet sprang ned i. Herefter ræsede jeg videre langs kysten og rundt om Cape Kamenjak, og pludselig var jeg tilbage i Premantura. Her var der en tjener i en isbar langs hovedgaden, som åbenbart mente, at jeg så meget tysk ud på min moutainbike og med mine racersolbriller, siden han bød mig velkommen på tysk: "Hallo, mein Freund!" - hvilket jeg ikke kunne stå for og derfor lige måttte ind og have mig en iskaffe til at runde dagens anstrengelser af med. På vej tilbage i Paula kørte Linkin Park CD'en på fuld drøn, mens jeg kørte mod Verudela Beach dog lige med et stop forbi Lidl på vejen, da jeg havde lovet at lave Paulas Nationalret til min mor og Thomas - den omtalte ret som efterhånden har fået sig lidt af et ry inde for gastronomiske kredse. Denne aften fortjente naturligvis kun det bedste af det bedste, og retten blev derfor spicet op med både champingoner og pølse. Vi sluttede dagen af med at spille UNO på terrassen, altimens min mor, til alles underholdning, havde det sjovt med at udforske de forskellige funktioner for min pandelampe.

Fredag d. 13. maj

Blev jeg vækket af, at nogle bankede på Paulas bagrude og nåede lige at få kolde fødder, til jeg kunne ånde lettet op og konstatere, at det blot var mor og Thomas, som var kommet for at sige godmorgen. Jeg troede, det var pedellen, der måske ikke ligefrem ville blive så begejstret for, hvis han fandt ud af, at jeg opholdt mig gratis på ferieopholdsstedet i min bil. Jeg fik endnu en morgen fornøjelsen af at gøre dem selskab til morgenmadsbuffeten, der denne gang bød på endnu flere nyopdagelser inden for udbuddet af fristende lækkerier.

Herefter tog mor og Thomas bussen ind til Pula, mens jeg cyklede en lille tur langs kysten i modsat retning, når nu det var sidste dag, jeg havde glæden af den fede mountainnbike. Jeg mødtes senere med min mor og Thomas ved Sergius-buen, hvor vi drak en fadøl. Herefter kiggede vi lidt på butikker, og jeg fandt endelig lige præcis den six-pence, jeg havde søgt i nummeret større. Jeg fik mig også et par splinternye birkenstock-sandaler på rejseforsikringens regning, da dem, som min mor havde pakket til mig, lå i hendes kuffert, som endnu ikke var ankommet. Efter alt det udmattende shopperi var det selvfølgelig blevet tid til en is-pause. Her hyggede vi os gevaldigt med at lave sjov med et lille barn, som kiggede meget misundeligt på vores store isbægere.

Efter isen var det blevet tid til at bevæge sig hen mod havnekajen, fordi vi i dag nemlig skulle på en 'Dolphin sunset panorama excursion with fish-picnic', hvilket jeg vist nok mener, at det hed. Det havde jeg set meget frem til, da jeg ikke har sejlet i meget lang tid (sidste gang var i Kristi Himmelfarts ferien 2021, hvor Anton og jeg var med ombord på Frøydis, da Karina og min far sejlede til Anholt - kanon tur, hvor Anton og jeg strejfede rundt i ørkenen, mens vi fantaserede om den satanistiske kult på Anholt), og faktisk kunne mærke, at jeg savnede at være til søs. Det var også virkelig dejligt at mærke den kølige og salte havluft i ansigtet, da vi lagde fra kaj med kutteren. Og så kunne vi ovenikøbet - hvad der ikke ville kunne have ladt sig gøre på en krængende sejlbåd - sidde og drikke et glas hvidvind, mens vi tøffede ud mod Brijuni Nationalpark, der består af en masse små øgrupper uden for Pulas kyst.

Mens vi sejlede ud af sejlrenden, pejede vores guide ud på de mange forladte bygninger langs kystlinjen og fortalte, at det altsammen havde været aktivt militærområde under krigen i Eksjugoslavien. I den anledning fortalte hun en lille anekdote fra sit eget liv. Hun fortalte, hvordan hendes oldemor var vokset op i Pula, dengang det var østrigsk, hvordan hendes mormor var vokset op i Pula, mens det var italiensk, hendes mor mens det var jugoslavisk. Hun selv var født i Tyskland, men var flyttet tilbage igen, og hendes børn er født i Pula, nu hvor det er kroatisk. Kroatien har altså skiftet 4 gange nationalitet, blot inden for de seneste 100 år. Jeg tror også, det er grunden til, at kroaterne ikke er ligeså hellige omkring deres sprog og nationalitet og derfor med glæde slår om i italiensk, tysk eller engelsk for at gøre sig forståelige overfor turister. Vi begyndte nu at nærme os nogle øer, hvoraf en af dem åbenbart var ulovlig at betræde for alle undtagen Kroatiens sidende præsident, der havde en lille residens her. Af mangel på delfiner fotograferede vi mågerne, der faktisk også var meget fotogene, selvom de skabte et være ståhej, mens de fløj rundt om ørene på os. De var så frække, at de stillede sig oven på presseningen, som udgjorde vores tag. De vidste sikkert af erfaring, at vi snart ville få serveret en 'fish-picnic'. Vi havde hele turen kunne dufte den dejlige os, der steg op nede fra kabyssen, hvor kokken stod og stegte fisk og grøntsager. Det var også virkelig en lækker makrel, vi fik, som smagte ekstra godt, fordi vi sad og spiste i solnedgang med udsigt over havet og nationalparken. Mågerne blev ellevilde, da fisken kom, og da vi havde spist, strakte vi bare hænderne, med et godt fast greb om tallerkenerne, ud over rællingen, hvorefter mågerne landede på tallerkenen og fortærede fiskeresterne på nul komma fem. Nu kunne vi se safariparken, som øen hedder, fordi daværende præsident Tito, hver gang han fik besøg fra forskellige højtstående folk og adelige fra andre lande, havde fået et eksotisk dyr forærende. Han endte med at have så mange dyr, at han sendte dem ud på denne ø. Der var både giraffer, elefanter, zebraer, tigere, løver og mange andre dyr. I dag er der kun en elefant og en zebra tilbage, som vi dog ikke så fra vandet af. Det kunne være tænkeligt, at de nok er indhegnet, da øen idag er åben for turister, og der også ligger et hotel. 

Turen blev mere og mere festlig, hvilket nok også hang sammen med, at der var selvbetjening på hvidvin, hvilket nolge britetre ved bordet overfor udnyttede til fulde. Hvert 10. minut så man dem vakle ned i kahytten med en tom flaske i hver hånd for derefter med møje og besvær at kæmpe sig op på dækket igen med 2 fulde. Ved vores bord var stemningen også god, selvom vi ikke havde fået nær så meget at drikke som britterne. Da vi var næsten fremme ved indsejlingen til Pula, opdagede mor nogle dønninger i vandoverfladen: En delfin! -Og en måge, der hele tiden fulgte efter delfinen, hver gang den brød vandoverfladen. Desværre så vi ikke så meget andet end delfinens ryg, og efter skipperen uden held havde kredset et par gange om det sted, hvor delfinen sidst havde været til at se, tøffede vi stille og roligt ind i havn med flot solnedgang i ryggen og de lysende kraner for stævnen. Dejlig tur i dejlige omgivelser og i dejligt selskab. Mange tak, mor og Thomas, for den gode oplevelse:)

Lørdag d. 14. maj

Var dagen kommet for mors og Thomas' hjemrejse. Om formiddagen gik vi en tur i det gigantiske ferieområde langs med klipperne ud til kysten og kom forbi nogle andre ferieboligtyper, som så langt ældre og mere forfaldne ud, end dem mor og Thomas havde lejet. For foden af boligerne stod en kæmpe bygning, der engang så ud til at have huset restauranter og underholdning for feriegæsterne, men den var nu helt forladt og forfalden. Jeg har indtil videre på min tur ikke været noget sted, hvor der står så mange forladte bygninger og går til som i Pula. Det vækker både mystik og spænding hos den lille dreng i mig og en lyst til at udforske. Jeg tror, begejstringen for forladte steder kommer fra første gang, jeg så 'Chihiro og heksene', som er og bliver den mest magiske film, jeg nogensinde har set. Jeg kan huske, da jeg var 8-9 år gammel, og fordi jeg ikke kunne sove gik ind i stuen til min far (dengang vi stadigvæk havde stue ovenpå). Jeg regnede med, at jeg nok bare ville blive sendt i seng igen, men husker stadigvæk tydeligt, hvor overrasket jeg blev, da min far besluttede sig for at lave en kæmpe portion is til hver af os, hvorefter han satte 'Chihiro og heksene' på sin gamle computerskærm (da vi ikke havde noget fjernsyn). Jeg tror, blandingen af den usædvanlige oplevelse, og det faktum at det er en virkelig god film, har indprentet sig for altid på min nethinde. I starten af filmen går Chihiro med sin mor og far gennem den tilsyneladende forladte gamle by, som dog ved mørkets frembrud viser sig at være entreen til et kursted for tilvandrende hekse og ånder. Jeg var tryllebundet af den mystik, som der var over filmen, hvilket er hele min pointe vedrørende begejstringen for de forladte bygninger. Det var et lille sidespor, men man kan jo godt blive helt nostalgisk, når man sidder her alene i en campingvogn i Kroatien ved skumring og skriver blogindlæg. 

Efter spadserturen spiste vi en 4-retters menu i en Yachtklub. Forret var aspargessuppe med revet ost, forret nr. 2 var Ravioli fyldt med trøfler (der er mange trøfler her i Istrien), hovedret var fisketallerken med rodfrugtpure, og desserten var en hvid chokoladekage med tranebær. Mums! Efter et dejligt festmåltid at afslutte den gode tid sammen på, kørte jeg mor og og Thomas til Pula lufthavn. Mens vi kørte, lå Mor og fik sig en lur i drømmesengen omme bagi. Det var mærkeligt at aflevere mor og Thomas i en lufthavn i et fremmed land, hvor man selv blev. Normalt har jeg jo altid været vandt til at rejse sammen med min mor og tage flyveren sammen tilbage til danmark igen. Man har været fælles om begejstringen ved at opleve det ukendte, men også fælles om glæden ved at skulle hjem til alt det velkendte igen. Jeg fik en instinktiv lyst til også bare at hoppe med på flyveren til Danmark, men jeg ville selvfølgelig ikke efterlade Paula alene tilbage. Nogle skulle jo køre hende videre gennem Europa. Endnu engang måtte jeg køre alene hjem fra en lufthavn med en underlig tom følelse, ligesom dengang jeg havde afleveret Stine i Nice lufthavn. Jeg kørte ned og stillede Paula i skyggen under træerne langs med Veruda Havn, hvilket faktisk var et meget dejligt og fredeligt sted, der kun blev besøgt af bådejere, der skulle ned til deres små joller. Jeg havde fået lov at få resten af den mad, som mor og Thomas havde købt ind, og lavede derfor for første gang i lang tid salat (med feta) til nationalretten her til aften. Den blev faktisk rigtig god. Jeg har lært et godt trick af min mor, til hvordan man laver en god dressing med få igredienser. Man skal blot blande olie, citronsaft, og krydre med salt, pepper og sukker. 

Næste dag løb jeg en tur fra Veruda havn og langs med kysten hele vejen ud til militærområdet på den lange tange, der strækker sig ud fra Pula. Det var et lidt spøjst sted. Tonsvis af forladte huse. Dog var der alligevel nogle få stykker af dem, som så beboede ud, da der holdt knallerter foran, og var hunde der holdt vagt. Det gav mig følelsen af en lille sigøjner koloni, eller et mini-anarki i et isoleret samfund der mindede om Det Vilde Vesten. Lige på grænsen til militærområdet var der en masse telte, som det lignede, at folk havde bosat sig fast i. Her var også hunde, der holdt vagt, og én af dem løb truende hen mod mig og gøede helt vildt. Heldigvis blev den kaldt tilbage af sin ejer. Jeg er ikke særligt glad for hundes væsen, og den måde de fuldkommen hysterisk og aggressivt trænger sig på hos fremmede mennesker. Da jeg kom tilbage fra min løbetur, var det blevet tid til at køre mod Banjole, der ligger ca. 4 km. fra det flotte område i Kamenjak Nationalpark, hvor jeg havde cyklet rundt et par dage forinden. I denne by havde jeg nemlig lejet mig en campingvogn i en olivenlund for én uge via Airbnb. Det skulle blive godt med en tiltrængt afveksling fra Paulas fire vægge. Frem for alt savnede jeg, at kunne stå fuldt oprejst indendørs. En campingvogn var helt perfekt -mere komfortabel end Paula, men heller ikke for luksuriøs til, at jeg bliver fuldkommen overvældet, taget i betragtning af at jeg nu i 2 måneder har levet i en bil og skidt i skovbunden (sidstnævnte skal tages med et gran salt, da vi faktisk meget af tiden har haft adgang til offentlige toiletter, selvom de i mange af tilfældende lå 0,5 km. fra bilen.) Jeg så frem til en uge i afslapningens navn, hvor jeg kunnne sidde med fuld aircondition og uforstyrret spille harmonika, skrive blogindlæg, se UFO-film, læse og grille bøffer og drikke øller i min lille olivenlund. Det er rigtig camping!

Netop ankommet til Verudela Beach, hvor jeg ligger og læser på stranden foran mors og Thomas' lejlighed og venter spændt på at møde dem.

En lille fremvisning af repetoiret på harmonika indtil videre

De lysende kraner, som vi gik forbi på vej hjem fra restuaranten første aften

Udsigten fra klipperne foran ferielejligheden om morgenen

Fra min cykeltur ind til Pula. Her ses 'Arena'

Der er intet som en kold fadøl i skyggen med udsigt over Kroatiens kulturarv. Så bliver kultur lige pludseligt langt mere spændene;)

Arenaen indefra

En börek med oksekød

Aftensolen over terassen i ferielejligheden

Kort over cykelruten i Kamenjak Nationalpark

De flotte dinosaurier modeller fra min cykeltur i nationalparken

Fyrtårnet 'Porer' som ligger lige ud for Cape Kamenjak

Stemingsbilleder fra cykelturen i Kamenjak Nationalpark

Udkigstårnet ved Safari-bar

Under alle bladende gemte sig en hyggelig lille restaurant

Udsigt fra udkigstårnet

Safari-bars grillede sardiner - det er noget lækkert noget!

Her ses baren indefra under alle bladene

En rutsjebane lavet ud af tovværket fra et skib

Her skulle man lige passe på at man ikke trådte ved siden af....

En af de mange flotte huler i klipperne foran Safari-bar

Et lille cykelselfie

Nationalparken er også et populært mål for sejlbåde

Netop vågnet i Paula

Hjemmekontoret skal også passes

En fadøl ved Sergius-buen

Ny hat!

Der er ikke noget som et isbæger af den kalliber

Netop lagt fra havn på sejlturen

Lige til postkortet!

Skyggen af en måge som sad på presseningen over båden. Det var sjovt at kilde dem under føderne, så de under højlydt brok fløj væk.

Her ses indsejlingen til safariparken, hvor præsident Tito opbevarede alle sine dyr fra fjerne ejne

Skaren af måger gav anledning til flotte billeder, når de fløj ind foran den nedadgående sol som silhuetter

Det var alt hvad vi fik at se af delfinen.

Her strakte sig en flere kilometer lang mole ud fra militærområdet, som var så lav at man skulle tro, den blev oversvømmet ved højvande. Jeg prøvede efterfølgende både at løbe og cykle ud til den, men militærområdet var stadigvæk indhegnet, selvom der var store huller i hegnet, som man snildt kunne gå igennem, hvis man ville. Jeg skulle dog ikke nyde noget af at blive fanget som uvidende turist inde på et militærområde. 

Industrihavnen i Pula

De lysende kraner, som vi sejlede forbi gennem indsejlingen til Pula

En spændene butik i Pula, som solgte armbrøste, buer og vilde nærkampsvåben

 

Cykeludlejningen hvor jeg netop havde afleveret min elskede mountainbike

Sidste dags gåtur på klipperne langs Verudela Beach

Et sidste billede med Mutti på Yachtklubben inden afgang

Mor tager en lur i sengen, mens turen går mod lufthavnen

Mit nye holdested nede ved Veruda Havn

Paulas nationalret med feta-salat og hvidvin

Netop ankommet til campingvognen 'Umma' i Banjole, som giver Paula hård konkurrence i hygge-niveau

Lad mig præsenterer: 'Entréen'

Lad mig præsentere: 'Dobbeltsengen'

'

Lad mig præsentere: 'Stuen'

Og til sidst, lad mig præsentere: 'Badeværelset'