På gennemrejse i Italiens Vestjylland
1. maj:
Jeg havde ikke den store trang til at køre ind i Monaco, som jeg kørte lige forbi, inden jeg krydsede grænsen til Italien. Rygtet siger, at det bare skulle være et fristed for rige mennesker i skattely, hvilket ikke tiltaler mig særligt meget. Det var flot at køre langs med Cote d'Azur og Lingurienkysten, og jeg gjorde holdt i en havn omkring Ventimiglia for at spise frokost. Efter Imperia kørte jeg væk fra kysten og op i bjergene nordpå. Her fandt jeg en holdeplads i en lille hyggelig bjerglandsby ved navn Sale San Giovanni. Kommunen er kendt for sine lavendelmarker, som jeg også besigtigede på min gåtur dagen derpå.
Mens jeg stod og tilberedte aftensmad efter en lang køredag, stod der en dame i vinduet i huset overfor, som også lavede mad. Hun smilede ned til mig og kiggede nysgerrigt, og jeg vinkede op til hende. 10 minutter efter, kom hun ned med et stykke kage til mig. Så følte man sig velkommen, og aftenen blev straks lidt bedre. Da skumringen var ved at indtræffe, var der pludselig et væsen, der kom
hen til døråbningen i Paula, men blev noget forskrækket, da det opdagede, at jeg sad inde i bilen. Jeg blev også lidt forskrækket, og tænkte om det kunne have været en ulv, hvilket fik mig til at lukke bildøren i en fart. Væsenet viste sig dog ikke mere samme aften.
2. maj:
Satrtede med, at jeg spadserede op i pyjamas til kirkens handicaptoilet og lagde en éner (til dem af jer
der ikke ved, hvad en éner er, er det nok bedst, at det forbliver sådan). Så ved man det bliver en god dag. Jeg drak min morgenkaffe i skøn alpeudsigt, mens jeg hørte podcast. Nu hvor jeg ikke har noget selskab, er jeg nærmest blevet afhængig af at lytte til DR podcasts på ethvert givent tidspunkt. Jeg synes, det er hyggeligt, med nogle der snakker i baggrunden, og samtidigt bliver jeg også klogere på alle mulige interessante emner. Denne morgen lyttede jeg til podcasten 'De lovløse'. Den handler om nogle af de mest særegne danske forbrydere gennem historien. Her hører man bl.a. om Jokum Gulliksen, der begik mytteriet på 'Havmanden', Dobbeltspion under 2. verdenkrig; Jane Horney, som man indtil den dag i dag ikke er klar over, om har været på Nazisternes eller modstandsbevægelsens side, og til sidst en af de mest kendte outlaws i det vilde vesten, mormonpræstens søn; Willard Erastus alias Matt Warner. Højst anbefalelsesværdig podcast, hvor man får indsigt i noget historie, som man ikke ligefrem ville have lært om i historietimerne.
Formiddagen gik med at klimbre på min harmonika, mens eftermiddagen bød på en vandretur. Jeg havde set, at kommunen skiltede med forskellige vandreruter. Jeg tog den korteste på 3 km. Den var dog ikke særligt spændende, da jeg bare skulle gå langs med en landevej, hvor der susede billister forbi med 100 km/t. Jeg endte også med at gå den dobbelte distance af, hvad vandreruten egentlig skulle have været. Jeg tror vist lige, de må opdatere deres vandreruter i kommunen. Men udsigten var rigtig flot, hele tiden med alperne i det fjerne. Jeg prøvede at fotografere dem, men kvaliteten bliver ikke så god, når jeg zoomer for meget ind på min telefon.
Samme aften kom væsenet igen, og blev igen forskrækket da det opdagede mig, men virkede samtidigt også ret nysgerrigt. Jeg fik dog afmystificeret 'væsenet', da jeg nu kunne konstatere, at det blot var en fritgående hund og ikke en ulv. Jeg var både lettet og lidt skuffet på samme tid.
3. maj:
Forlod jeg Sale San Giovanni efter at have fyldt vanddunkene op ved kirken. Jeg er begyndt at sætte mere pris på Guds hus, nu hvor jeg har fundet ud af, at han forsyner nomader som mig med frisk vand på farten.
Jeg er egentlig kun på gennemfart gennem Italien, da jeg hellere vil længere østpå til nogen af de lande, man ikke hører så meget om, og hvor der af denne grund forhåbentligt heller ikke er så mange
turister. Her taler jeg om Slovenien, Ungarn og Slovakiet. Mit eneste mål for Italien er at se Venedig, som vækker gode minder, fra da jeg besøgte den flydende by med min mor, da jeg var 9-10 år gammel. Desuden fandt jeg ud af, at min mor og Thomas lige om snart holder ferie i Pula, Kroatien, som ligger tæt på Venedig. Jeg har derfor aftalt at mødes med dem, når de er der, hvilket jeg glæder mig virkelig
meget til.
Jeg begav mig som sagt atter ud i den italienske trafik. Italienerne kører ikke ligeså vanvittigt som franskmændende. Til gengæld skulle man tro, at dem der har sat vejskilte op i Italien er stangstive. Halvdelen af tiden mens jeg kørte, var jeg i tvivl om, hvad hastighedsbegrænsningen var, fordi det sjældent er gjort tydeligt, når en hastighedsbegærnsning ophører. Det finder man så først ud af, når billisterne bag dig begynder at dytte og overhale. For at give et eksempel, kan det ske, at man kommer kørende med 90 km/t. på landevejen, og der pludselig er et skilt i vejkanten, der angiver, at man nu kun må køre 20 km/t. pga. vejarbejde. Pga. den lovlydige dansker, som jeg er, sænker jeg selvfølgelig hastigheden til 20 km/t, men begynder at ane, at der nok er noget, jeg har misforstået, når dem foran mig ikke ændrer deres hastighed, og dem bag mig begynder at overhælde som fluer. Og for at det ikke skal være nok, er der heller ikke noget skilt, der indikerer, at hastihedsbegrænsningen på 20 km/t. ophører igen. Hvis jeg skulle have fuldt den danske færdselslov, kunne jeg være tøffet afsted med 20 km/t. hele vejen fra Sanremo til Milano. Jeg orienterede mig efterfølgende i nogle fora omkring færdselsloven i Italien, der lod mig forstå, at hvis der pludseligt står et skildt midt på en landevej, der angiver 20 km/t., betyder det bare, at man skal sænke farten en smule, men ikke reelt sænke farten til 20 km/t. Denne form for logik er for mig indbegrebet af italienere i en nøddeskal.
Om aftenen ankom jeg, lettere frustreret over den italienske færdselslov, til en holdeplads ved et vandværk midt ude i ingenting. Nu var jeg for alvor ude på 'bøhlandet', 'Lars Tyndskids mark', 'der hvor kragerne vender' - kært barn har mange navne. Det var lidt uhyggeligt at stå midt ude i ingenting helt alene, og tankerne fik frit løb. Da det blev skumring, og den samme bil havde passeret to gange inden for kort tid, sad jeg allerede klar med Stines voldtægtsalarm i den ene hånd, køkkenkniven i den anden og med bankende hjerte. Men der var selvfølgelig ikke nogen fare på færde. Det var formodentlig bare nogle landmænd, der var ude at kigge til deres marker. Heldigvis var der massere dyrelyde fra fasaner og andet vildt, som drev tankerne på flugt og lullede mig i søvn.
4. maj:
Startede med de sædvanlige rutiner. Rulle dyne sammen, rulle gardiner op, lave seng om til bord, koge havregrød og vaske op. Jeg kan mærke, at turen er gået lidt i stå - altså ikke fysisk men psykisk - efter Stine er taget hjem. Jeg skal lige vende mig til at være undervejs alene, og at der ikke sker så meget andet, end den sjov man selv finder på. Jeg kan mærke, at jeg skal afvænne mig fra tanken om,
at man bare kan tage afsted ud i verden, og at der så automatisk sker alt muligt spændende, uden man skal gøre noget for det, da jeg har fundet ud af, at dette desværre kun er mit eget glansbillede af virkeligheden. Men så kan man også sige, at jeg ikke ligefrem opsøger begivenhedsrige områder, når jeg vælger at placere mig midt ude på bøhlandet. Det kommer dog også af, at jeg kan mærke, at jeg alligevel ikke rigtig har lyst til at besøge storbyerne, da det for mig blot er en kilde til stress med alle de turister, der alle er kommet for at se de samme ting. Det er lige så forudsigeligt, hvis ikke mere, end bøhlandet. Jeg tror, at jeg en gang for alle har fundet ud af, at jeg, selvom jeg fascineres ved storbyer, ikke er et storbysmenneske. Jeg snakkede for første gang siden hendes hjemrejse i telefon med Stine, som opmuntrede mig ved at minde mig om grunden til, at jeg har valgt at tage på denne tur, nemlig: Frihed!. Jeg kan da heller ikke benægte, at jeg føler mig fri til at gøre, hvad end det passer mig, men frihed betyder blot uendelige muligheder, hvilket kan være lige så svært at finde sig til rette i, som når andre vælger det hele for én. Men telefonsamtalen med Stine, efterfulgt af en løbetur langs markerne, fik mig i bedre humør. Truckervask, aftensmad og på hovedet i seng med mig.
5. maj:
Jeg har færdiggjort 'De lovløse' og lytter nu til en ny podcast, der hedder 'Flyvende Tallerken'. Den handler om UFO'er. I perioden 2003-2004 har der været et bemærkelsesværdigt stort sammentræf af mystiske besigtigelser af uforklarlige objekter på himlen. Både jægerpiloter, It-ansvarlige for radarsystemer og sømænd har i denne periode observeret mærkelige trekantede objekter på himlen, der
bevæger sig umenneskeligt hurtigt. Alt dette har dog først for alvor set dagens lys i 2020 med offentliggørelsen af Pentagonvideoerne, hvorfor der også nu er så stort fokus på det, at til og med den amerikanske stat har oprettet en enhed til at efterforske i disse sager. Af en eller anden grund drager temaet omkring UFO'er og 'andet liv' mig meget, og jeg kan fuldt ud forstå, hvorfor folk melder sig ind i UFO-klubber og den slags. Jeg tror ikke, det drejer sig så meget om, om der reelt findes liv i rummet eller ej, som en fælles følelse af at der findes uforklarlige fænomener, som mennesker ikke kan forstå. For nogle virker dette uhyggeligt, men for mig virker det som en lettelse. Jeg er træt af menneskets utrættelige behov for at ville forstå alting, og at der bag alle hændelser skal ligge en forklaring. Jeg forstår, hvorfor nogle finder dette tiltrækkende og dejligt trygt, men for mig er det ganske enkelt ikke tilfredsstillende. Jeg synes, der ligger noget smukt i at være fælles om, at erkende hvor utroligt lidt vi egentlig ved med sikkerhed, og at vi derfor må være åbne for, at alt er muligt. Det kan godt være, at dette for nogen lyder som noget excentrisk vrøvl, men ikke desto mindre synes jeg, at denne tilgang i
en del situationer har gjort livet lettere for mig, end hvis jeg havde følt, at der måtte eksistere en forståelig forklaring bag alting. Som læseren nok må have bemærket er jeg begyndt at dele ud af mine filosofiske overvejelser af mangel på interessante hændelser i min umiddelbare materielle verden. Hvis man finder mine overvejelser interessante, kan man jo læse dem, og hvis ikke kan jeg trøste jer med, at
de har nået deres ende nu.
Jeg ankom idag til en lukket holdeplads for autocampere i en lille uinteressant by ved navn Libido. Her kunne jeg for nærmest ingen penge få strøm, tanke vand og få mig et tiltrængt brusebad, da jeg kunne lugte på mig selv, at den foregående dags truckervask ikke havde gjort arbejdet godt nok. Jeg fik her, ligesom i Sale San Giovanni, besøg af mange katte som mjaver og virker til gerne at ville snakke med mig, hvilket jeg finder meget hyggeligt. Jeg havde købt Gnocchi og alt-godt-fra-havet-blanding i Lidl, så jeg i aften kunne forkæle mig selv med en yderst ekslusiv menu: 'Gnocchi alla Frutti di Mare'. Mums! En Perlenbacher 7,9% håndbajer (min nye favorit fra Lidl) som aperetiv, og så var aftenen ellers skudt i gang her i Paula!
6.-7. Maj:
Hvis ikke læseren allerede har fornemmet det, er jeg blevet virkelig begejstret for teamet UFO'er. Så meget at jeg nærmest får lyst til at sejle Paula en tur over stillehavet og køre til Nevada for at melde mig ind i en UFO-klub. Jeg vidste slet ikke, at temaet er blevet taget så seriøst i løbet af de sidste 2 år. For mig har UFO'er altid hørt hjemme i Hollywoodfilm, og jeg var indtil nu slet ikke klar over, at højtstående embedsfolk inden for den amerikanske stat har stået frem og konfirmeret besigtigelser af uforklarlige luftfartøjer og samtidigt informeret befolkningen om, at vi kun har set toppen af isbjerget. Ligesom med al politik er der dog altid to sider af samme sag, og det kan være svært at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert. Men spændende, det må jeg sige at det er!
Da jeg gik en tur i Libido idag, blev byen lige pludselig også langt mere interessant, da den godt kunne ligne en ensom ørkenby i Nevada, hvor en UFO kunne finde på at lande. Jeg kom også helt i 'Vilde Vesten'-stemning, da jeg betrådte byens eneste bar for at bestille den bedste Cappucino, jeg har smagt i lang tid. Ligesom i Cave Romagnan sad der ti 60+ år gamle italienere og stirede på mig, da jeg gjorde min entré. Jeg undrer mig altid over, hvor alle de unge bliver af. Sidder de bare alle sammen
derhjemme og spiller Playstation eller opdaterer Instagram? Jeg er i hvert fald endnu ikke stødt på dem i gastronomien. Baren hed 'Spuntinbar', hvilket man ved første øjekast godt kunne forveksle med 'Sputnikbar'. Jeg havde jo det hele ret for næsen af mig: En ensom by med en UFO-klub. Nu mangler det bare, at der lander en UFO på min ensomme holdeplads i nat.
For at skifte emne er jeg gået igang med at lytte Chick Coreas 'Got a Match' af på harmonika. Den er supersjov at spille. 200 bpm derudaf med walking bass i venstre hånd, alt imens jeg forsøger at spille Chick's vanvittige solo med højre hånd. Den kommer til at tage sin tid at få styr på. Men så har jeg da også noget at lave, indtil jeg triller afsted mod Venedig på søndag;)
Sale San Giovanni
Den flinke kagedames hjemmebag
Alperne i det fjerne
Nu skulle det fejres, at jeg var kommet til Italien. Tortellini med Gorganzolasauce og italiensk pølse
Morgenen derpå kunne alperne ses endnu tydligere
Min holdeplads, og kagedamens hus til højre.
Kort over kommunens vandreruter. Jeg tog som sagt den brune.
Stemningsbilleder fra turen. Igen kan alperne spottes i horisonten
Lavendelmark
Det lille kirketårn er lige ved min holdeplads i Sale San Giovanni
Kattebesøg under opvasken efter aftensmaden
På bøhlandet i Mosio
Dejlig holdeplads lige ved et vandværk. Dog blev jeg vækket kl. 7 om morgenen af en traktor med en kratrydder, der skulle ryde hele området omkring vandværket.
Den mest ensformige løbetur jeg hidtil har været på. Jeg løb 12 km på den samme grusvej, og alle omgivelserne så således ud.
Men hov... En bro! Det var da en interessant afveksling fra de ensformige marker. Den må jeg hellere lige fotografere.
Man skulle tro det var løgn, men jeg fandt også en lille hyggelig restaurant midt ude i ingenting. Jeg spiste der dog ikke.
På vej hjem så jeg en død slange. Hvis man ved hvad det er for en, må man gerne give mig besked i kommentarerne.
Kender det! Fra min tid i hjemmeplejen, skulle jeg op kvart i seks hver morgen, og blev nogle gange så træt i løbet af dagen, at jeg lige måtte lægge mig om i bagagerummet i Fiat Pandaen og tage mig en morfar. Græsplænen virker ellers mere oplagt, men jeg tror der ville blive set lidt skævt til mig, hvis jeg lå på en offentlig græsplæne i Slangerup og sov i arbejdstøjet. Så må man tage hvad man kan få;)
UFO-byen, Libido
Min holdeplads hvor jeg havde dejlig fred og ro og ovenikøbet rigtige toiletter og bruser!
Når der ikke sker så meget, kan man jo i det mindste gøre lidt ud af maden. Lad mig præsenterer en ny ret fra Paulas repetoire: 'Gnocchi frutti di mare'
Min nye yndlingsøl fra Lidl. Jeg kan godt love jer for at den siger spar to!
Jeg lod UFO-fantasierne få frit løb, mens jeg gik en tur i Libido. Ensomme gårde og forladte bygninger midt ude i ingenting. Det må da være en oplagt landingsbane for UFO'er.
Det kunne da godt ligne en slags sendemast til at komme i kontakt med Aliens
Baren ser ikke særligt indbydende ud, men det var Cappucino'en i den grad!
'Sputnik bar', som jeg, istedet for 'Spuntin bar', vælger at kalde den , fordi det bidrog bedre til stemningen.
Det her er ikke noget UFO-relateret objekt, men blot en kirke i Libido
Hver gang jeg gik forbi en have, var der en hund, der gøede helt åndsvagt ad mig og satte gang i en kædereaktion der fik alle byens hunde til at gø. Det er nok ikke så tit, at de ser fremmede spadser-turister.
En flod som jeg løb ud til, ved navn Fiume Po





























Kære Simon
SvarSletSom far bliver man lidt bekymret for dine UFO-tanker og hvor de mon fører dig hen. Det er dog altid godt med filosoferen, en klog man har jo sagt, at den klogeste er den der ved, hvad han ikke ved. Jo, mere du ved om et emne, jo større blive det sammen med din uvidenhed, så verden løb er nok ikke tør for uforklarligheder lige med det første.
Fortsat god tur.
Kh far
Selvom der ikke er det vilde action derude i Italiens Vestjylland, så er det nu meget underholdende læsning du får brygget sammen alligevel :D
SvarSletIfht UFO-snakken... det må nok forventes at der findes liv andetsteds i universet end kun her på jorden, men om det er nået at komme et smut forbi... hvem ved?
Til gengæld har nogle videoer som blev omtalt meget for to-tre år siden, fået nogle jordnære forklaringer med på vejen... Lidt YouTube-hygge til turen:
https://youtu.be/PLyEO0jNt6M
https://youtu.be/s1oTg0kxzDs
https://youtu.be/4Btns91W5J8
Det er betryggende at vide, at søde damer kommer med hjemmebagt kage til dig, nu hvor du er på egen hånd. Du formår at skabe en spændende fortælling der både er sjov og til tider nervepirrende at læse! Lad os håbe at du ikke bliver kidnappet af nogle ondsindede rumvæsener eller at der kommer en zombieapokalypse - selvom det jo ville sikre færre bilister på vejene og dermed færre frustrationer over trafikken… Men de søde kagedamer ville måske ryge i samme runde, hvilket jo er uhensigtsmæssigt. Det må du lige finde en løsning på, hvis uheldet er ude. Må du have nogle lære- og fornøjelsesrige uger med Paula og miniyoda!
SvarSletTak for den virkelig spændende og meget levende fortælling. Jeg som mor er meget glad for at der er søde kagedamer og at væsener, mystiske biler, forbrydere og ufoer forsøder din tur, som måske lige har nået en udfordrende phase. Jeg håber meget at du nyder Venedig og vi glæder os meget til at se dig her i Kroatien snart❤️ og selvfølgelig er der liv i rummet, alt andet ville jo være mærkeligt 😉
SvarSletSå kjekt å lese om ditt spennende liv som nomade i din bil. Du får sannelig noe ut av bøhlandet😂 og godt at du møter gode folk på din vei
SvarSletDu må nyte Kroatia med din mor og Thomas, deilig feriested. Er spent på hvor din videre ferden går.
Utrolig kjekt at du deler mange tanker, enten det nå er farlige vesener og dertil reaksjon på, eller UFO grublerier.
God tur videre Simon og nyt endelig Kroatia. Der har vi jo vært sammen på lekker båttur
Klem fra Karina